Frø fra købte chilier og peberfrugter

Hvis man er glad for chilier, snackpebre og peberfrugter og godt kunne tænke sig at prøve at dyrke nogle uden den store indsats, kan man sagtens smide frøene inde i frugterne i jorden i stedet for i skraldespanden. Friske frø spirer som regel hurtigere end tørre og man kan få en masse gratis planter ud af det som kan give nye frugter og som man kan dele ud til venner og familie.
En pakke med blandede mini snackpebre i gul, orange og rød
Hvad kan man forvente af frugter?
Det er en god indgangsvinkel til dyrkning af chilier og snackpebre, det eneste minus ved det er at man ikke kan være sikker på hvordan frugterne bliver (hvilket kan være et plus for nogle) eller om det er en frodig plante.
Det er ikke sikkert de kommer til at ligne frugterne som frøene kom fra, da de kan være krydsede med en anden sort fra gartneriet de kommer fra eller det kan være en F1 sort. I princippet kan man få en stærk chili ud af frø fra en snackpeber/peberfrugt, hvis gartneriet har chilier og peberfrugter stående sammen. Hvis de 2 krydser vil styrken i chilien være et dominerende træk, som vil komme til udtryk i det man sår. Snackpebre og peberfrugter er sådan set bare store chilier uden styrke og derfor kan de krydses med chilier med styrke.
Så man kan gøre det for sjov og se hvad der kommer ud af det og håbe at den bliver lige så god som moderfrugten eller måske bedre. Men en ting er sikker, det er muligt at få frugt ud af det, så længe man opfylder plantens behov for lys, varme og næring (gødning).
Smid frøene i små foldede avispotter, engangskrus eller potter og hold dem fugtige til de spirer
Spring ikke gødning over...
Hvis man gør det bare for at se om det kan lade sig gøre, så lad være med at tænke den kan klare sig uden gødning, giv den hellere billig blomstergødning hvis du har noget, i stedet for ingenting. Det er ikke fordi de skal have så meget (læs på flasken), men da det er en plante der skal vokse godt til og man plukker af den, har den brug for noget tilførsel af energi i form af gødning. Den vil helt sikkert prøve at sætte frugter selvom du ikke giver den gødning, men det er en overlevelsesmekanisme og den vil suge kraften ud af planten som bliver helt gullig og taber blade i sit forsøg på at gro og modne en frugt, så den kan sprede sine frø, som sin sidste gerning inden den dør.
Plante fra et frø fra en orange mini snackpeber købt i LIDL
Orange mini snackpeber
Jeg har taget frø af de 3 mini snackpeber på det første billede, men da jeg købte dem i efteråret, smed jeg frøene i et kaffefilter og lod dem tørre så jeg kunne gemme dem til senere.
Nu har jeg sået frø af den orange mini snackpeber i december og har udvalgt en god stærk plante jeg har pottet om og resten er blevet givet væk til venner og bekendte. Jeg ville gerne have sået de 2 andre også men jeg er over 30 chiliplanter og det samme med tomater, så jeg måtte skære ind til benet og de kan sagtens holde sig nogle år, når man tørre dem. Så de kan prøves til næste år i stedet.

Etiketter: ,