Klemmepose til syklemmer

Når man følger med i diverse Facebookgrupper, så bliver man ofte inspireret til nye projekter og grej. En af de store hittere hos mig er syklemmer (også kaldet Wonder clips).
De bruges ligesom nåle, men man glemmer dem ikke på samme måde i overlockeren, så kniven smadres. Samt de kan bruges til læder og regnstof, da man jo helst ikke vil lave nålehuller i det. Og så er de stærkere end store klemmer, så de holder godt fast på stoffet.
Syklemmer er det nye sort herhjemme :)
Jeg er også begyndt at bruge dem når jeg lige skal prøve en halvfærdig bluse af på barnet, og der undgår man jo nålestik. De er også gode til mange lag, som jeg synes kan blive lidt skæve når man sætte nåle i. Så ja, jeg er fan!
Jeg har købt mine på Ebay (kan ikke huske hvilken sælger) til 20 kr for 50 kr, men de kan også fåes i danske butikker.
Men de duer altså ikke til en nålepude, så jeg har syet en lille pose til dem i to lag fast bomuld. Det gør at i denne størrelse er den lidt afstivet, så den står op og holder sig åben, så man bare kan smide klemmerne i undervejs, når man syer. Og de passer fint til min hånd, så de også er nemme at få op igen, når de skal bruges.
Der er 50 stk i, men jeg har bestilt 50 ekstra, som nok er max. antal til denne størrelse pose.
Dette er ikke DIY, men bare lidt notater og billeder, så den lidt mere øvede kan lade sig inspirere.

Lidt fakta
Yderstof (klippede mål): 14 x 28 cm + cirkel med ø=9 cm
Foer (klippede mål): 11 x 28 cm + cirkel med ø=9 cm
De 28 cm er klippet yderligere lidt til, da jeg skulle sy dem på cirklen, så 28 cm vil give en for stor diameter.
Eyelet: ø=6 mm (indre hul-mål)
Løbegang er ca. 2 cm høj.
Snørebånd er ca. 35 cm langt og syet fast i modsatte side af eyelet.

Foer og yderpose er syet og kan nu sættes sammen.
Eyelet er sat i på et lille stykke vlieseline (som forstærkning), placering er vurderet efter at have sat foer i og bukket yderstof ned, så man kan se hvor centrum af løbegang ca. vil blive.
Snoren bindes i en passende størrelse ring og sættes langs kanten, mens yderstoffet ries fast, der stikkes fast på ydersiden (jeg brugte lynlåsfoden for ikke at få problemer ved eyelet)
Den færdige pose med syklemmer
Hold i snoren og skub på eyelet'en, så posen lukkes

Etiketter: ,